Jørgen Ingmann

 

Pierre Schwartz

 

 

Home
Up

Jem10th

 

 

R.I.P Jørgen Ingmann 26-04-1925 til 22-03-2015

 

Jørgen Ingmann (født 26. april 1925 i København) er en dansk guitarist.
Ingmann begyndte som jazzmusiker og spillede hos Svend Asmussen i 1940'erne. Sammen med sin kone Grethe vandt han i 1963 det europæiske Melodi Grand Prix i London med sangen "Dansevise".
Det blev i perioden fra slutningen af 1940'erne og til ca. 1982 til en lang stribe af pladeindspilninger, mest jazz og easy listening, men også det mere poppede repertoire. I USA fik Jørgen Ingmann en hitlisteplacering i den bedre ende, med nummeret "Apache". Særligt kendt blev Jørgen Ingmann for sine flerspors-indspilninger, skabt før den moderne studieteknik kom til rådighed. En selvopfundet båndoptager blev benyttet til de, efter datidens forhold, helt unikke indspilninger. I en lang periode var Jørgen Ingmann indspilningschef for pladeselskabet Metronome.
Jørgen Ingmann trak sig tilbage som udøvende musiker i begyndelsen af 1980'erne.
Guitaristen Laif Møller Lauridsen ejer i dag de to Gibsonguitarer, hhv. L-7 og Les Paul, som Jørgen Ingmann benyttede under indspilningerne af bl.a. "Dansevise".

Fødenavn Jørgen Ingmann

Født 26. april 1925 (89 år)

Dansevise (1963)
Tekst: Sejr Volmer Sørensen. Musik: Otto Francker
Med denne uudslettelige jazzvals lykkedes det Grethe & Jørgen Ingmann at vinde Det Internationale Melodi Grand Prix i 1963. Alt andet havde også været himmelskrigende uretfærdigt, thi her står vi med én af de smukkeste og mest poetisk fortættede kærlighedssange nogensinde frembragt på dansk, helt på linje og niveau med Det var en lørdag aften. De sprøde indledningsstrofer emmer i sig selv af fornem folklore og en fortættet poetisk sans, vi ikke anede Sejr Volmer Sørensen besad: "Et solstrejf i en vandpyt/ Et lille kindkys af en vind/ Og sivet, der nynner/ At livet begynder/ Sit spind i dit sind." For kun at munde ud i omkvædets evige spørgsmål: "Og os to?/ Hvad med os to?/ Ja, hvad med os to - dig og mig?" Og selv om sangen er indspillet af rigtig mange, slår ingen version originalen, thi Grethe Ingmann hører til blandt de allerypperste af vore schlagersangerinder, mens Jørgen Ingmann er en fornem stilist på sit instrument, den jazzinspirerede elektriske guitar. Otto Franckers melodi besidder internationale evergreenkvaliteter og hører hjemme på verdensmarkedet. At makkerparret Francker-Sørensen aldrig nåede samme højder betyder ikke stort, når de denne ene gang ramte så klokkerent med én af skønneste kvad nogensinde frembragt indenfor rigets grænser. Respekt! (Kilde: Information: Klaus Lynggaard)

 

En dreng med en dejlig guitar …’
… sang Grethe Ingmann på nummeret af samme navn tilbage i 1957. Mon hun tænkte på gemalen Jørgen Ingmann? Mon ikke? Den efterhånden 84-årige guitarpioner er p.t. aktuel med cd-udgivelsen ’Jørgen Ingmann og digterne’. Informations Klaus Lynggaard benytter lejligheden til at kigge lidt på lyden - tiden - manden - og selvfølgelig skiven
 

I. Lyden

Tænk, der fandtes engang en verden, hvor klangidealet var den pure naturalisme. Hvor målet var en så naturtro gengivelse af et hvilket som helst instrument eller ensemble som overhovedet muligt.

Og selvom det sker, at man møder sjæle, som insisterer på at musik, indspillet fra den gang Edison opfandt det talende sølvpapir i 1877 og frem til sådan noget som 1927, er the real deal - og fred med det; det ejer uden tvivl sin egen charme, blot bør man sig ikke forlede af deres overbevisning om, at netop dette udgør den indspillede musiks højdepunkt - er det med indførelsen af den elektriske mikrofon omkring 1927, at man begyndte at kunne reproducere musik nogenlunde naturtro.

Og de næste små tyve år - swingjazzen og revyernes storhedstid - skabtes der internationalt set en sand skat af velindspillet materiale, som selv målt med den digitale tidsalders alen lyder godt.

Det krævede af datidens studieteknikere stor viden om mikrofonplacering og hvordan man skabte den rette balance, men hulens dygtige var de og møder man mennesker, der sværger til musik indspillet i denne periode, må man i hvert fald medgive, at hvad angår stemning og swing er den sjældent blevet overgået.

Til gengæld var der indbygget en tidsbegrænsning i måden man skar en plade på, som især påvirkede klassisk musik og jazzens naturlige tendens til at strække ud, når inspirationen kom over solisterne.

Men, men, men - springet ind i det moderne finder sted i 1947, da Bing Crosby som den første kunstner begynder at benytte magnetbånd til sine indspilninger, thi med det åbner der sig uanede muligheder. Ikke kun for hi fidelity (altså noget i retning af ’maksimal nøjagtighed’, hvilket refererer til forholdet mellem den originale lydkilde og gengivelsen af samme), men i høj grad også dens modsætning, dvs. lydeksperimentet.

Selvfølgelig havde der været leget med lyd lige så længe, det havde været muligt at optage den og i den synergi, der konstant fandt sted mellem talefilmen (med dens behov for såvel effekter som musikledsagelse) og pladeindustrien, opfandtes standardinventar som equalization, miksepulte og rumklang.

Med naturalisme for øje, jovist, men musik til film om vampyrer, rovmord eller den rene slapstick krævede anderledes grovkornede virkemidler.

Med magnetbåndet eksploderede mulighederne for lydmanipulation, da det både blev muligt at overdubbe instrumenter i lag samt splejse takes sammen. Og endelig kunne man indspille hele symfonier uden afbrydelser, ja selv Wagner gav i lyset af det samtidigt fremkomne lp-medie en form for mening. Nu skulle der festes igennem.

Men allerede tidligt opdagede folk, hvis hovederhverv er lyd, at hvis samme akkompagneres af billede, godtager offentligheden villigt alskens genrer, klange og outrerede eksperimenter, men kommer det ud af deres radio, slukker de øjeblikkeligt eller skynder sig at skifte kanal. Publikum er altså på en gang både progressivt og reaktionært, alt efter hvor, hvornår og hvordan. Såmænd. Intet nyt i det.

II. Tiden

Der var engang et land, der hed 1950’erne. Åh, det var et dejligt sted. Der var måske knaphed med dagligvarer og andre fornødenheder, pengene var lidt små i det, men det folk, der boede der, var gjort af et ganske andet stof end nutidens kræsne, krævende og konstant kværulerende borgere.

De kaldtes De Nøjsomme, og de kendte såvel deres egen som andres plads. Og respekterede dem. I samfundet, i helheden, i forhold til Gud og gejstlige og andre offentlighedspersoner.

Institutioner som politi, skolelærere, præsteskab og - i visse tilfælde - også ligefrem politikere omgærdedes med veneration. Man var på fornavn med mælkemanden, kunne få på klods hos købmanden, himlen var altid blå, fuglene kvidrede og kreaturerne gik og tyggede drøv og var endnu ikke blevet reduceret til gennemmishandlede industriobjekter.

Der var kun én radiokanal og selvom den var gudsjammerligt kedelig, var der ingen af De Nøjsomme der så meget som løftede et øjenbryn. De passede uden et kny deres arbejde og om søndagen kom enten den ene eller den anden side af familien til kaffe, og var vejret eller lejligheden til det, flagede man.

Børnene havde røde kinder og blondt hår og dyrkede sport eller gik til spejder. For dem var højdepunkterne i horisonten konfirmation, en (forhåbentlig) sød partner, et stabilt job, 2 x værelse og ditto børn. Og ind i mellem en tur i biffen for at se en film med Dirch Passer eller måske ligefrem Marilyn Monroe. Ro og fred, renlighed og regelmæssighed tilstræbtes i alle forhold, man sagde De til hinanden og tog med et smil cyklen eller toget eller rutebilen til og fra det arbejde, man kun var glad for at have.

Nogle få piberygende skægaber i islandske sweatere eller tweed fablede ganske vist om noget, de kaldte Det Moderne, som om det var noget dårligt. Men herregud, det var jo sådan noget med hårde hvidevarer og træk og slip og brusebad og kun til det bedre, kunne enhver idiot se.

Dette vidunderlige land blev desværre lagt øde. Af et bæst kaldet udviklingen. Dets håndlangere var en broget flok; kommunister, jazzmusikere, eksistentialister, militærnægtere, ateister, kulturradikale, nudister, hereticanere, atomkraftmodstandere, vrede unge mænd og ditto kvinder, ja sågar gamle modstandsfolk sluttede sig til deres rådne rækker.

Fælles for dem alle var, at de bare var så pisseutilfredse med alting og tilsammen skabte de en farlig bryg, som - hvis man drak af den - fik én til at sætte spørgsmålstegn ved stort og småt, alt og alle. Og ikke mindst det Nationale - forestillingen om et land, et folk, en stilstand.

De Nøjsomme blev afløst af Det Ny Tids Menneske, kendt som Kværulanterne, og deres tilstedeværelse gjorde det paradoksalt nok muligt at liste forbrugersamfundet ind ad bagdøren, fordi de fyldte så meget i billedet, at ingen satte spørgsmålstegn ved overgangen fra borger til forbruger, fra arbejder til lønmodtager.

Og forbrugeren ville have alt muligt og var alligevel aldrig helt glad. Lydsporet til alt dette hurlumhej var - ligesom vaskemaskinen, tv’et, hårtørreren, komfuret, lysekronen og jeg skal komme efter dig - naturligvis elektrisk.

Og ikke bare elektrisk, men også hektisk og forjaget og mærkelig uskønt. Det står skrevet, at landet 1950’erne endegyldigt gik under det herrens år 1963, hvor den amerikanske præsident, John F. Kennedy, blev snigmyrdet og beatkvartetten The Beatles bragede gennem lydmuren og i processen omstyrtede - endegyldigt og uigenkaldeligt - landet, der burde have ligget der til evig tid. Lykkelandet.

Men 1963 var så også året hvor det lille kongerige - som er og bliver universets centrum, uanset hvad onde tunger påstår - vandt det Internationale Melodi Grand Prix med den dårende dejlige og evigt stedsegrønne Dansevise, måske den smukkeste sang, der skabtes i det 20. århundredes Danmark.

En jazzvals skrevet af Otto Francker med tekst af Sejr Volmer Sørensen, sunget af Grethe Ingmann og på det allersmagfuldste akkompagneret af gemalen Jørgen Ingmann på el-guitar.

Om Dansevise så er et gravskrift over 1950’erne eller det trompetskrald, der indvarsler det kommende kaos, får stå hen - alene af den grund, at nummeret er så stort, at det eksisterer i sin egen sfære sammen med kun en endog særdeles eksklusiv klynge indspilninger. Men det kan godt nok sætte gang i den indre biograf, that’s for damn sure.

III. Manden

Jørgen Ingmann var den rette mand på rette sted til rette tid osv. I hvert fald blev det hans skæbne både at popularisere og udbrede den elektriske guitar på dansk jord. Født 1925 som mellembarn var hans far ansat ved DSB, mens mor gik hjemme.

Han kunne sikkert være blevet en glimrende bogtrykker, thi det var hvad han kom i lære som efter endt realeksamen, hvis ikke han havde hørt guitaristen Charlie Christian.

Dette medlem i Benny Goodmans orkester satte som én af de allerførste strøm til guitaren, hvorved den forvandledes fra rytmeinstrument til et solo ditto. Og udover det spillede Christian en gudeskøn spade, der både rytmisk og harmonisk nok kunne sætte ild til den rette lytter.

En sådan var den unge Ingmann og han investerede 45 kroner i et instrument, som han øvede sig på med en dedikation, der tilhører ungdommen. Han blev faktisk så god, at han kom med i orkestre under ledelse af folk som Børge Roger Henriksen og Bertrand Bech og så var det bye, bye læreplads og hello til en mere usikker karriere som levebrødsmusiker.

Men rygtet om hans dygtighed havde bredt sig og i 1944 gik han til audition hos den ambitiøse Svend Asmussen, der var ved at samle sig et orkester, med hvilket han satsede på det store internationale gennembrud, når krigen sluttede.

Asmussen kunne lide hvad han hørte og de næste 14 år var Ingmann fast bestanddel af Asmussens måske mest elskede orkester nogensinde; det blev til utallige pladeindspilninger og endnu flere turneer, thi netop dette orkester gav et suverænt godt show.

Alene ved dette ville Ingmann have indskrevet sig i de danske jazzannaler, men skæbnen ville, at han faldt over nogle plader med den amerikanske guitarist Les Paul - døbt Lester Polfus! - der som en af de første så mulighederne i den nys fremkomne spolebåndoptager.

Han på det nærmeste opfandt den lagkageteknik, som siden skulle blive norm (og efter nogens mening også forbandelse) i pladestudier verden over. Les Paul stod for det hele selv; rytme, soli, produktion osv. Han legede med båndhastigheder og effekter og fremstod i processen som et veritabelt enmandsorkester. I dag er der intet odiøst i det, han foretog sig, nu om stunder hedder det såmænd blot en produktion, men begrebet fandtes ikke, hvorfor man kaldte det en ’trickind-spilning’. Og det ord har unægtelig en lidt uheldig klang, hvordan man end vender og drejer det.

Det forhindrede dog ikke Jørgen Ingmann i at anskaffe sig et par Kinovox båndoptagere, hvorefter han smøgede ærmerne op og gik i gang. Det gik over al forventning. Hans første fire forsøg røg direkte fra de hjemlige tonehoveder og ud på plademarkedet via det nystartede Metronome Records, hvis kunstneriske leder var den jævnaldrende Bent Fabricius-Bjerre. De to herrer kendte naturligvis hinanden fra det københavnske jazzmiljø og kemien sad dem imellem bare lige i skabet. Da lydingeniøren Phillip Foss kobledes til, faldt tingene på plads og Ingmann udsendte de følgende år en lind strøm af instrumentalindspilninger på såvel singleplader som på ep’er, der alle solgte pænt.

Karrierens kommercielle højdepunkt kom i 1960, hvor hans finurlige indspilning af nummeret Apache nåede andenpladsen. På de amerikanske hitlister, vel at mærke. Som den første danske nogensinde. Desværre havde Metronome ikke ressourcerne til at følge op på succesen og den forblev en enlig svale. Men Ingmann var både før og efter det amerikanske eventyr myreflittig som både pladekunstner og indspilningsleder, ja, det var ham der styrede slagets gang, da Fabricius-Bjerre indspillede temaet til Rundt om et flygel, der gik sin sejrsgang verden over som Alley Cat, en easy listening-klassiker af format.

Men så havde han også i midten af 1950’erne mødt Grethe Clemmensen, som sang så dårende dejligt i Jørn Grauengaards Orkester, der havde fast engagement på Giraffen på Vesterbrogade. Det sagde pling pingeling og i 1956 blev de gift.

Privat såvel som professionelt dannede de par frem til 1975, hvor de blev skilt. Og selvom Grethe Ingmann udsendte et par glimrende lp’er efter skilsmissen, var noget af magien væk, ja, Jørgen Ingmanns karriere kom aldrig på ret køl igen efter han i ’76 forlod Metronome, og i 1984 trak han sig fuldstændig tilbage fra musikken.

Til gengæld havde han i de over 30 år, han var tilknyttet netop det selskab, indspillet en mindre skatkiste af elegante og smagfulde goodies, som i mange år af uransalige årsager lå gemt væk i skyggen af den rockmusik, der i sandhedens misbrugte navn nærmest sejrede sig ihjel.

IV. Skiven

Søren E. Jensen kender jeg mestendels fra radioens P1, hvor han har brilleret med montager, interview, reportager og andre indslag, rettet mod intelligensen, men med udpræget brug af teknikkens muligheder. Kreativ og levende radio, hvis nogen kan huske det. Fra før public service-begrebet blev introduceret og i samme snuptag udryddede samme.

Men Søren E., altså - hans programmer var værd at lytte til. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg engang var med i et af dem, men fordi han var (ja, nu er han sgu hjælpepræst; utroligt hvad en ansættelse på DR kan føre til!) radiomand af den gamle skole. Altså en af dem, der tror på mediet - og på, at det faktisk kan rumme mere og andet end torskedumme værter, der i en uendelighed hælder snot ud i æteren, afbrudt af pladevenderi i stor stil, måske for at skjule, at de absolut intet har på hjerte.

En dag fik denne Jensen så Jørgen Ingmann-bokssættet Danish Guitar Ace i hånden, fire cd’er i en smuk boks bestående af det bedste fra årene på Metronome 1953-1976, udgivet i forbindelse med kunstnerens 80 års fødselsdag i 2005. Med et lille hæfte, hvor Lars Wexøes prunkløse tekst i femte gear fører læseren gennem karrieren.

Der er nu mange pragtfulde billeder deri og udover at give et indtryk af, hvor produktiv Ingmann altså var som solist - for der er jo altså også alle indspilningerne med Grethe, som ligger og skriger på samme deluxe behandling - og hvor høj en standard, han holdt, fungerer indspilningerne også som en art tidssonde til en periode, der nogen gange lyder som noget fra et helt andet årtusind.

Åh ja. Det er det så også. Og så spiller han gudeskønt, og de fleste af melodierne har tilmed vist sig endog yderst slidstærke, da han generelt var meget omhyggelig med sit repertoirevalg.

Jensen nød musikken og fik så en åbenbaring, han straks omsatte til handling. Han fandt en fredag eftermiddag i det gamle Radiohus på Rosenørns Allé en båndet oplæsning af Søren Ulrik Thomsen, digtet Tusindhaven, og parrede den med Ingmanns udgave af Frenezi. Hallo, som de små nakkehår med ét strittede, for efter at have bakset med det tekniske en små ti minutter, fremstod halløjet som et selvstændigt kunstværk, noget, der lød fuldstændig organisk og nærmest som om de to herrer havde løst opgaven sammen.

»Det var sørens,« sagde Søren så, mens benene kørte op og ned. »Det var lige godt sørens,« gentog han og fandt så en digtoplæsning af Pia Juul, Jeg bilder mig ind hed den, og prøvede så, om han kunne gentage succesen. Denne gang forsøgte han at gensplejse digtet med den evige Perhaps, Perhaps, Perhaps, men der var noget, der gik galt i teknikken og han hidkaldte Jytte Norholt, hans stamtekniker og medsammensvorne til mangen en montage. Hun lyttede til hans ønsker og udførte derefter et par rituelle besværgelser foran pulten og vupti! Så lå produktion nummer to der og osede af kvalitet, originalitet og stemning en masse.

De næste mange fredage baksede Norholt og Jensen med at få digtere som Nordbrandt og Aidt og Juul og Gustava Brandt og mange andre til at gå i symbiose med Ingmann - alt sammen i samklang med den indforskrevne producer Johnny Stage.

Nogen gange lykkedes det, andre gange ikke, og antallet af mislykkede takes oversteg langt de succesfulde, men skidt. Efterhånden lå der nok til, at ideen om en udgivelse undfangedes, og den foreligger nu under titlen Jørgen Ingmann og digterne, en af de smukkeste cd-udgivelser, jeg nogensinde har siddet med i disse mine hænder.

Tilrettelagt (frem for designet, yes sir) af Allan Daastrup er indpakningen så smuk, at jeg var lige ved at besvime, da jeg fiskede løjseren ud af den forede kuvert. Cd’en som medie synger givetvis på sidste vers, men måske ville vi i højere grad have taget det til vores hjerter, hvis en sådan præsentation havde været norm frem for undtagelse.

Miraklet er dog gemt på den medfølgende cd, hvor det viser sig, at Jensens åbenbaring helt klart havde gudeligt udspring og måske i sidste ende var den, der drev ham fra DR og durk i armene på Folkekirken. Hvordan det ene nu hænger sammen med det andet, er udgivelsen stort set lydefri fra ende til anden - og gudeskøn, tilmed.

Måden digtenes rytmer går i et med musikkens er ganske enkel genial. Det hele minder mig om, hvor højt jeg engang elskede den danske poesi - og at jeg nok stadig har det sådan, selvom det måske ind i mellem drukner i støjen fra rockmusikken og deadlines og gamle sorthvide film og midtlivskriser og det gode kammeratskab i roklubben.

En smuk koda er også Marianne Germers recitation af teksten til Dansevise: Og sivet der nynner/ At livet begynder/ Sit spind i dit sind …
Ja, alt er godt nu. Der er ro på. Cirklen er sluttet.

For jo. Der var engang en klang. Der var engang et land. Der var engang en dreng med en dejlig guitar. Der var engang nogle digtere og én, der hed Søren. Det var der. Det var tider. De er forbi. Men de lever og ånder alle sammen på ’Jørgen Ingmann og digterne’. Gudsketakoglov for det.

 

Jørgen Ingmann og digterne. Vandkunsten, 2009. Er udkommet.

Kilder: Michael Chanan: Repeated Takes (Verso, London, 1995). Henrik Kristoffersen: Grethe & Jørgen Ingmann (Elkjær & Hansen, 2003). Jørgen Ingmann: Danish Guitar Ace (SAXO.com, 2005)

 

Man gjorde en guitarist fortræd
Musiker Jørgen Ingmanns karriere blev saboteret af den gode smags tyranni.


En af de uforudsete udgifter ved at tilhøre 80’ernes postmoderne generation var, at da først murene var brudt med, var der ikke flere nicher at erobre.

Selv udskød jeg betalingen ved at kaste mig over noget så aparte som teologi, og den slags tager sin tid.

Man tror simpelthen, det er løgn, når man hører, hvor hurtigt det går
Men da kandidateksamen i midten af 90’erne var i hus efter ni års studier, anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med alle mine talenter. It-bølgen, som på det tidspunkt rullede løs, var for mig at se ikke andet end besyngelsen af en udvidet skrivemaskine, og ungdommens ironi fandt jeg end ikke morsom.

Først nu måtte jeg erkende, hvor meget Johnny Rotten og The Sex Pistols havde ramt plet, da de små 20 år tidligere havde vrænget, at der var no future.

Men i mangel af fremtid var der heldigvis en masse fortid, som kaldte på en nyfortolkning, og det er helt sikkert årsagen til, at jeg i slutningen af 90’erne bestemte mig for at bringe ære og værdighed over den efterhånden næsten glemte slagerduo Grethe og Jørgen Ingmann.

Ikke at jeg kendte specielt meget til deres musik, og det, jeg kendte, var mestendels noget bras. Men jeg havde lagt mærke til, at mellem mange rædsler som ’Det sa’e præsten ingenting om’ havde parret også begået to træffere, som jeg den dag i dag vil betegne som verdenspop.

Dels deres uhyre komplekse grandprix-vinder, ’Dansevise’, som nu gudskelov er så respekteret, at den ligefrem figurerer på den officielle danske kulturkanonliste, dels deres elegante version af Bent Fabricius-Bjerre og Klaus Rifbjergs ’Duerne flyver’, hvor Jørgen Ingmann serverer en guitarsolo så ubegribelig smuk, at man skulle tro, at han var født med fem lillefingre på hver hånd, og Grethe synger, som var hun ikke skabt til andet, hvad jeg senere fandt ud af, at hun heller ikke var.

Nu opbyggede jeg den tese, at når Grethe og Jørgen Ingmann tilsyneladende ubesværet kunne bevæge sig i så høje musikalske luftlag, måtte der også gemme sig en masse god musik fra parrets side, som blot var blevet glemt, da de på et tidligt tidspunkt var blevet sat i skammekrogen af såvel datidens ældre kulturelitære besserwissere som af den yngre beatgeneration, der slet ikke havde sans, men snarere foragt for Grethes hjemmesyede kjoler og Jørgens perfektion.

Det renommé ville jeg lave om på, og ergo greb jeg telefonbogen og gav mig til at ringe rundt til dem, som jeg havde på fornemmelsen hørte til Grethe og Jørgen Ingmanns bekendtskabskreds.

Der var hurtigt bid, og vennerne fortalte glad og gerne om popparrets fortræffeligheder, måske også forstærket af, at jeg stak dem den nødløgn, at jeg var i gang med en Ingmann-montage for Danmarks Radios P1, hvad jeg ret beset ikke var endnu; jeg havde end ikke drøftet ideen med redaktionen.

En bekendt af popparret blev endda så opløftet, at han gav mig Jørgen Ingmanns ellers yderligst hemmelige telefonnummer.

Det opkald satte til gengæld projektet på standby, for da jeg ringede til hovedpersonen selv, gjorde han mig uvenligt og uhyre bestemt opmærksom på, at der var en grund til, at han lagde guitaren på hylden og trak sig tilbage fra offentlighedens søgelys i 1984, hvor det sidste job var som akkompagnatør for Johnny Reimars smølfeparty.

Sagt anderledes: Jørgen Ingmann ville ikke være med, ikke under nogen som helst omstændigheder, og jeg kunne bare vove på at kontakte ham igen.

Sådan en melding kan få selv den bedste entusiast til at opgive ævred, men jeg skrinlagde nu ikke ideen, og takket være flere års plagen og ikke mindst Brødrene Olsens grandprix-sejr i 2000 lykkedes det mig rent faktisk at lave en Ingmann-montage, ’Regnvejrsdivaen’ hed den, og det var gennem arbejdet med den, at jeg blev bekræftet i, at der vitterligt gemte sig en række glemte perler med dansktopduoen, sådan som jeg havde formodet.

Men perlerne var fandeme gravet godt ned. Jeg måtte omkring en cykelkælder på Vodroffsvej i nærheden af Radiohuset, hvor Danmarks Radios diskotek havde opmagasineret sit gamle analoge kartotek, som slet ikke blev brugt længere, fordi et elektronisk søgesystem allerede i år 2000 for længst havde taget over.

Imidlertid var det ikke alt, som var røget ind på databasen. Alt det glemte og ikke-spillede havde man ikke haft kræfter til at tage sig af, og til den kategori hørte Grethe og Jørgen Ingmann; ja selv den originale single med ’Dansevise’ stod på et maskinskrevet kort blandt mange, fordi den ikke var blevet afspillet i årtier.

Eller rettere: Selvfølgelig havde man spillet ’Dansevise’, men i en komprimeret cd-udgave, der helt er frarøvet den analoge udgaves stoflighed. Den dag i dag er det den komprimerede version af ’Dansevise’, som vi kender, alene fordi der ikke er andet tilgængeligt på markedet.

Det helt store fund var imidlertid Grethe og Jørgens allerførste indspilninger fra 1956 og frem til grandprix-sejren i 1963, hvor man for det første tydeligt fornemmer, at det er et nyforelsket par, som er i studiet, og Grethes unge stemme akkompagneres af en ligefrem kåd Jørgen Ingmann.

For det andet er det lige så tydeligt, at parrets musik har sin rod i jazzen; den lette jazz, nuvel, men jazz anyway, hvad enten vi så taler om ’Du har mig’, ’Come Softly’ eller den rent ud sagt forrygende ’Hvis du nu er den jeg elsker’.

Hvordan pokker kunne så fremragende musik blive glemt? Svaret var, at Jørgen Ingmann allerede i midten af 50’erne var i bad standing i de toneangivende jazzkredse, som ellers så tidligt som under Anden Verdenskrig havde taget hjerteligt imod den helt usædvanlige musikalske begavelse.

Skønt Jørgen Ingmann havde en opvækst uden for musikmiljøet – moderen var hjemmegående og faderen arbejdede hos Statsbanerne – var guitaristen fra Brønshøj simpelthen så talentfuld, at han droppede en læreplads på et bogtrykkeri til fordel for at spille med i Bertrand Bechs og ikke mindst Børge Roger Henrichsens orkestre.

Jørgen Ingmann var allerede i midten af 50'erne i bad standing i de toneangivende jazzkredse
Det var store navne set med datidens øjne, men ikke store nok for den blot 18-årige Jørgen Ingmann, for allerede i 1944 overtog han guitarpladsen efter Helge ’Tarzan’ Jacobsen i et orkester, som var ledet af ingen ringere end Svend Asmussen.

Længere kunne man på det tidspunkt ikke nå som musiker, og den purunge Jørgen Ingmann fejrede da også store triumfer i efterkrigstidens europæiske koncertsale.

Faktisk var han så ferm på sit instrument, at Svend Asmussen ligefrem brugte »det elektroniske kraftværk«, som Asmussen kaldte ham, i et cirkusagtigt nummer, ’Cavaquinho’, hvor Jørgen skulle vise, hvor vaks han var på fingrene, når han håndterede en lille brasiliansk 4-strenget guitar af samme navn.

Og Jørgen var ret vaks, kan man høre på cd-boksen ’The Guitar Ace’; man tror simpelthen, det er løgn, når man hører, hvor hurtigt det går.

Sådan et show var helt acceptabelt blandt jazzens feinschmeckere. Det var det til gengæld ikke, da Jørgen Ingmann i 50’ernes første halvdel blev opmærksom på den amerikanske guitarist Les Paul, der som noget hidtil uhørt spillede flere guitarstemmer oven i hinanden.

Flere jazzmusikere havde ellers været hurtigt ude med at se mulighederne i den nyopfundne spolebåndoptager, hvor det bestemt var spændende at optage sig selv og kolleger.

Men Jørgen gik et skridt videre. Han optog ikke bare sig selv én, men flere gange, og med hjælp fra ingeniøren Philip Foss, som havde opfundet en femspors båndmaskine, var Jørgen Ingmann pludselig i stand til at udgøre sit eget orkester, hvor han spillede både rytme- og leadguitar, sådan som han havde hørt, at Les Paul var i stand til det.

Set med nutidens øjne var det en helt utrolig bedrift, som ikke bliver mindre af, at Jørgen Ingmann og Philip Foss lystigt gav sig i kast med lydeffekter, som blev frembragt ved hjælp af fjedre fra luftmadrasser, rumklang fra optagelser ude på bagtrappen og eksperimenter med at lade båndoptageren køre i henholdsvis halv og dobbelt hastighed.

LÆS OGSÅSådan har Danmark klaret sig

Derfor var det også fuldt fortjent, at Jørgen Ingmann modtog en Steppeulv fra en række rockkritikere for sin pionerindsats, om end æren faldt lidt sent, da tildelingen først skete i 2013.

60 år tidligere, da Jørgen Ingmann og Philip Foss på helt bar bund og som de første i Europa begyndte at undersøge studiets muligheder, faldt det nemlig slet ikke i god jord hos det musikalske establishment.

Den slags var jo snyd, mente man på et tidspunkt, hvor normen var, at man nok lavede flere takes af en indspilning, og når man havde indspillet nummeret en tre-fire gange, udvalgte man den udgave, som man mente var bedst.

At et b-stykke i det andet forsøg måske sad bedre i skabet end i fjerde omgang, som til gengæld havde et bedre a-stykke, for ikke at tale om soloen, som gik rent ind i første udgave, hvorimod omkvædet klang helt vidunderligt i tredje ombæring, og man på den måde kunne klippe en perfekt produktion sammen, var helt uden for datidens musikalske tankegang.

Enten sad den der, eller også sad den der ikke, og så blev lyden for resten ikke større af, at den blev skabt i Vanløse Bio eller Roklubben Kvik, eller hvad man nu ellers kunne finde af steder, som havde en akustik, der nogenlunde kunne bruges til en pladeindspilning.

Det var det, som Jørgen Ingmann og Philip Foss lavede helt om på med deres opskårne madrasser, rumklang fra en maskine i et klædeskab og sammenklippede magnetbånd, men i første omgang ville det nu være synd at sige, at de fik tak for indsatsen. ’Lagkageproduktion’ og ’trickindspilninger’ lød dommen.

Derfor var det også ilde set blandt kolleger, da Ingmann i 1955 sad ved et af bordene i Giraffen og overværede Jørn Grauengaards trio med den blot 17-årige sangerinde Grethe Clemmensen i front.

Hun var af Berlingske Tidendes strenge anmelder Bent Henius allerede blevet kåret til »det mest lovende, dansk jazz nogensinde har fostret«.

Skulle fidusmusikeren nu også kuppe det uspolerede talent, som enhver kender regnede som den kommende Alice Babs?

Det skulle han, viste det sig, da de blev forlovet på dagen, hvor Grethe fyldte 18 og derfor snart skiftede navn til Grethe Ingmann.

Og værre endnu: Jørgen gav fanden i Grethes hastigt opbyggede renommé og brugte hendes stemme nærmest som et instrument blandt de spor, som han allerede havde gang i.

Nu ville forargelsen slet ingen ende tage, og det vil den for så vidt stadig ikke.

»Jørgen gjorde jo Grethe til pop«, vrængede en aldrende jazzmusiker for et par år siden, da jeg drøftede temaet med ham, og det har jazzmusikeren helt ret i.

I dag kan vi bare høre, at der er tale om meget klangfuld og som en sjældenhed på det tidspunkt uhyre velproduceret popmusik, i kraft af at Jørgen Ingmann allerede i slutningen af 50’erne var fortrolig med studiets muligheder og derfor kunne lave kopiversioner af numre, som rent lydmæssigt lå klasser over de amerikanske originaler.

Således er det også muligt, at Grethe Ingmann kunne være blevet den nye Alice Babs, sådan som det blev spået. Men så var hun sandsynligvis blevet kendt som en dygtig jazzfortolker blandt mange.

Under Jørgen Ingmanns justits blev der skabt popmusik, som i ordets egentlige forstand er uforlignelig, da alle kan genkende et Grethe og Jørgen Ingmann-nummer fra første tone alene på klangen.

Så den indvending tager vi med ro, hvorimod en anden anklage – som stammer fra Mogens Landsvig, der spillede med Jørn Grauengaard og derfor var førstehåndsvidne til Jørgen Ingmanns kup – er sværere at argumentere mod:

»Jørgen havde ingen fornemmelse for sit eget format«, udbrød Landsvig, da vi snakkede om, hvordan pokker han ved siden af de sande perler kunne lave det argeste lort som ’Gamle kukker’, der virkelig er lige så slem, som titlen lyder, for ikke at tale om de gebrækkelige hitlisteplader, der skulle blive det sidste tvivlsomme kapitel af hans produktion.

Man kan også sige det sådan, at Jørgen Ingmann var perfektionist på alle områder bortset fra sin egen smag, og det skulle på sigt blive en dyr regning at betale, da prisen var, at han blev betragtet som en døgnflue og ikke som den enestående guitarist og producer, han vitterlig var.

Under Jørgen Ingmanns justits blev der skabt popmusik, som i ordets egentlige forstand er uforlignelig
Jeg var selv vidne til Jørgen Ingmanns tvivl om egen formåen, da jeg for en del år siden gav Jørgen Ingmanns lagkageproduktion nok et lag ved at lade ham akkompagnere 20 danske digtere.

Det skal siges, at Jørgen Ingmann som udgangspunkt gav mig carte blanche til projektet, som han fandt helt logisk. Ingmann stillede blot en betingelse: Han ville ikke have noget som helst med produktionen at gøre, faktisk var han helst fri for at høre resultatet.

Det slap han nu ikke for, da det tog fire fuldfede år at få flettet den danske nationallyrik sammen med Jørgen Ingmanns toner, og da jeg omsider var færdig, sendte jeg en arbejdskopi op til Holte, så jeg kunne få mesterens vurdering.

Men Ingmann reagerede ikke, og da jeg efter et stykke tid ringede til ham, stod undskyldningerne i kø: Hans cd-afspiller var i stykker, og der var dit, og der var dat.

Men en dag lå der en besked på min telefonsvarer, og jeg kan den stadig udenad, for jeg hørte den 10 gange i træk.

Beskeden lød sådan her:

»Goddag, det er Jørgen Ingmann. Jeg græder. Det har I – undskyld mig – fandeme gjort godt. Jeg vidste slet ikke, at jeg spillede så godt. Hilsen Jørgen«.

 

(Kilde BT: kronikken 2 april 2015 Søren E. Jensen)

 


Nekrolog: En guitarist i særklasse er død
Jørgen Ingmann, manden med 'Dansevise', er død i en alder af 89 år

23. marts 1963 blev et hidtil uhørt højdepunkt i dansk populærmusik, da Grethe og Jørgen Ingmann i London som de første danskere vandt det internationale melodigrandprix. Med i kufferten havde den danske jazz- og popduo sangen ’Dansevise’, som de en måned tidligere havde ført til sejr i det hjemlige melodigrandprix. Og i den britiske hovedstad strøg det danske bidrag ind på førstepladsen, efter at det ellers kortvarigt så ud til, at Schweiz skulle løbe med sejren.

Men ingmænnerne fik deres retmæssige sejr for en genial, men også usædvanlig popsang med hendes særprægede, sensuelle stemme og hans elegante og tilsyneladende letflydende guitarspil. Et både lokalt og internationalt hit, en slager om ’Et solstrejf i en vandpyt’, som skulle komme til at følge dem resten af livet, og som mange voksne danskere fortsat kan udenad.

Nu er Jørgen Ingmann død, en måned før sin 90-års fødselsdag. Grethe Ingmann døde allerede i 1990.

Jørgen Ingmann var født i København. Han fik sin realeksamen i 1941, virkede som piccolo i Wilhelm Hansens Musikforlag og derpå som kontorelev i Bordings Trykkeri. Her sparede han op til sin første guitar, for han var allerede indfanget af ikke mindst jazzmusikken, og omverdenen begyndte at få øje på den unge, talentfulde musiker.

I denne kreds fandt man bl.a. koryfæer som Bent Fabricius-Bjerre, Børge Roger-Henrichsen og Svend Asmussen, og det var ikke mindst i det tiår, 1948-1958, Jørgen Ingmann spillede i Svend Asmussens kvintet, at guitaristen udviklede sig med ekvilibrister som Charlie Christian og Les Paul som de store inspiratorer. Det var også i disse år, at Jørgen Ingmann begyndte at trickindspille, hvor han både skulle beherske sit instrument og en båndoptager for at få den helt rigtige sound. I 1961 hentede Jørgen Ingmann sig en solid succes i USA med det udødelige instrumentalnummer ’Apache’.

’Dansevise’ var tæt på ikke at komme med
Nogle år forinden havde han mødt den tidligere syelev fra Amager Grethe Clemmensen. Parret giftede sig og rykkede i de følgende år grundigt op ad popularitetsbarometeret. Og i 1963 kom så deres store chance, da komponisten Otto Francker og tekstforfatteren Sejr Volmer-Sørensen to minutter i deadline og under megen dramatik fik indleveret deres ’Dansevise’ til Danmarks Radio. Resten er dansk musikhistorie. På Grethe og Jørgen Ingmanns evergreens-liste finder man også ’Slentre gennem regn’, ’Dagbogen’, ’Sig godmorgen’ og ’Bare gi’ mig en rose’.

Trods parrets store succes holdt ægteskabet ikke. Grethe og Jørgen Ingmann blev skilt i 1975, og han virkede i nogle år som indspilningschef i Metronome og i Johnny Reimars band. Men sceneskræk og helbredsproblemer fik allerede i 1984 Jørgen Ingmann til at opgive sin karriere som musiker. Gibson-guitaren blev hængt op på væggen. Siden udkom flere opsamling-cd’er, der tydeligt viste Jørgen Ingmanns særklasse som musiker.

 

(Kilde BT Navne: Peter Thygesen)

 
 
Contact info: pierreschwartz@pierreschwartz.com